Vejledning til Audacity

  1. Hente Audacity
  2. Skærmbilledet i Audacity
  3. Åbne en lydfil
  4. Lytte til lydfilerne
  5. Indspille din egen stemme
  6. Hjælp – jeg har ingen mikrofon
  7. Hjælp – min computer har ingen mikrofonindgang!
  8. Gemme en lydfil i mp3-format
  9. Indspille den lyd computeren afspiller
  10. Redigering af lydfiler
  11. Finde lyde og lydeffekter
  12. De mest almindelige fejl

Hente Audacity

Audacity hentes fra programmets egen hjemmeside, http://web.audacityteam.org. Det fungerer med alle styresystemer.

Hvis du gerne vil kunne eksportere lydfiler til mp3-format, er du også nødt til at hente og installere LAME-programmet. Det gøres fra musikeren Buanzos hjemmeside.

I begge tilfælde er programmerne gratis. Mange mennesker har arbejdet hårdt for at kunne lave dem. Jeg kan kun opfordre til at støtte dem via de forskellige donationsmuligheder på siderne.

Tilbage til top

Skærmbilledet i Audacity

Skærmbilledet i Audacity. Genvejstasterne er også nyttige: Mellemrumstasten = Stop/start optagelse. R = Optag.
Skærmbilledet i Audacity. Genvejstasterne er også nyttige:
Mellemrumstasten = Stop/start optagelse.
R = Optag.

Tilbage til top

Åbne en lydfil

For at åbne en lydfil fra UdtaleNu skal du først have gemt den på din egen computer. Det gør du ved at højreklikke på filens navn og så vælge Gem som (eller hvad din browser nu kalder det). Gem filen et sted du kan finde den igen.

Åbn derefter Audacity og vælg Åbn med Ctrl O. Find filen og åbn den.

Tilbage til top

Lytte til lydfilerne

Det er bedst at høre lydfilerne med et headset for at få lydene så tydelige som muligt. De behøver ikke koste ret meget – men køb et med mikrofon! Køb det også gerne som usb-headset, men de kan dog være dyre.

Tilbage til top

Indspille din egen stemme

Du indspiller din egen stemme ved at klikke på den røde indspilningsknap (og stopper ved at klikke på stopknappen). Du kan også trykke på R-tasten (og S-tasten for at stoppe).

Tilbage til top

Hjælp – jeg har ingen mikrofon

De fleste bærbare computere har en indbygget mikrofon. Den fungerer desværre ikke så godt til udtaleøvelser, da stemmen nemt får en fjern klang. Du er derfor nødt til at købe et headset med indbygget mikrofon. De behøver ikke være dyre. Jeg har haft udmærkede resultater med et headset til 50 kroner.

Tilbage til top

Hjælp – min computer har ingen mikrofonindgang!

eksternt-usb-lydkort
Et eksternt usb-lydkort.

Mange nyere computere har ingen mikrofonindgang, kun højttaler-udgang. Hvis ikke du vil nøjes med den indbyggede mikrofon (og den fungerer faktisk ikke godt til udtale-øvelser), og ikke vil investere i et usb-headset, må du skaffe dig et eksternt usb-lydkort. Dvs. en ekstra dingenot, som indeholder både mikrofon-indgang og højttaler-udgang, og som sættes i et usb-stik.

De koster omkring 50 kroner, med mindre du køber dem i fx Kina, hvor de kan fås for omkring 10 kroner. Kvaliteten kan være lidt tilfældig, så køb gerne 2. Fragten er gratis, men kan godt tage nogle uger. Gå til Ebay og søg på ord som “sound card”, “adapter”, “usb”. Bliv dog ikke fristet til at købe for meget ad gangen fra samme forhandler – når du køber for mere end 80 kroner, kommer der moms og told oveni.

Tilbage til top

Gemme en lydfil i mp3-format

Audacity gemmer som standard i Audacitys eget format, .aup. Dvs. at der gemmes én fil som .aup-fil suppleret med en mappe med datafiler. Begge dele er nødvendige for at åbne lydfilen igen og den kan kun afspilles med Audacity.

Audacity kan derudover eksportere som wave-fil, der kan afspilles af alle computere. Det giver dog store lydfiler.

Audacity kan også eksportere som mp3, som fylder en tiendedel af hvad wave-filer gør, men det kræver et ekstra program, kaldet “LAME”. Det skyldes at Audacity er open source, dvs. programkoden skal være tilgængelig. Mp3-teknologien er imidlertid ikke open source, og de to kan derfor ikke forenes i samme program.

For at eksportere lydfiler i mp3-format skal du derfor installere LAME-programmet fra en anden hjemmeside, nemlig musikeren Buanzos hjemmeside, som du finder her. Det fungerer både med Windows og andre styresystemer.

Første gang du eksporterer til MP3, kan Audacity muligvis finde på at spørge hvor LAME-filen er gemt. Hold derfor øje med hvor du gemmer programmet henne. Hvis du arbejder på en beskyttet computer, kan du muligvis ikke få lov til at installere LAME-programmet. Gem det da på en usb-pind.

Tilbage til top

Indspille den lyd computeren afspiller

Dette kræver at du indsætter et lydkabel med mini jack-stik i begge ender fra computerens lydudgang til dens mikrofon-indgang.

Tidligere kunne man optage computerens egen lyd ved at skifte til “stereomix” i indstillingerne. Men denne fremragende mulighed er desværre blevet fjernet i nyere Windows-computere. Der findes dog lydprogrammer, der optager via browseren, men det har jeg ikke meget erfaring med.

Tilbage til top

Redigering af lydfiler

Fjerne del af lydoptagelse:
Markér det ønskede, fjern det med Ctrl X.

Kopiere del af lydoptagelse:
Markér det ønskede, kopier det med Ctrl C, klik dér hvor markeringen skal indsættes og sæt ind med Ctrl V.

Tilsætte effekt:
Markér lyden, vælg Effekter. Gode effekter er fx:

  • Forstærk: Her kan en for lav lyd gøres kraftigere. Meget nyttig.
  • Hastighed: Ændrer lydens hastighed og toneleje
  • Tempo: Ændrer kun lydens toneleje, ikke hastighed.
  • Støjfjerning: God til at fjerne baggrundsstøj, f.eks. knitren fra en pladespiller.

Arbejde med flere lydspor:
Audacity åbner altid med ét lydspor. Et nyt åbner automatisk, når du klikker på “Optag”, men du kan også selv oprette sporene ved at klikke på “Spor” og så vælge “Lydspor”, som illustrationen viser.

Oprettelse af nyt lydspor i Audacity.
Oprettelse af nyt lydspor i Audacity.

Det er smartest at færdiggøre rediggøringen af hvert lydspor i hver sit Audacity-vindue, hvorefter du opretter de nødvendige spor i et nyt Audacity-vindue, og derefter indsætter de forskellige lydspor (ved først at kopiere dem med Ctrl C, og dernæst indsætte dem med Ctrl V).

De forskellige lydspor kan tilpasses hinandens lydniveau med Forstærk-effekten.

Er de forskudte i tid, kan de synkroniseres med tidsforskydningsværktøjet.

Tilbage til top

Finde lyde og lydeffekter

Hjemmesiden FindSounds indeholder en god søgemaskine til at finde alle mulige lydeffekter med.

Tilbage til top

De mest almindelige fejl

  • Den mest almindelige fejl er nok at klikke på pauseknappen og så glemme det. Alt andet fryser indtil pauseknappen frigøres.
  • Nogle gange driller indstillingerne, hvis du har flere vinduer åbne. Gem hvad du skal, luk Audacity, åbn igen. Så burde tingene virke.
  • Kontroller at din computer er opdateret, specielt hvad angår lydkortets drivere.
  • Nogle gange kan det være for bøvlet at finde fejlen. Vær da kreativ – afspil fx med Media Player og optag med din telefon.
  • Tilbage til top
Print Friendly, PDF & Email