Vejledning til Audacity
- Hente Audacity
- Skærmbilledet i Audacity
- Åbne en lydfil
- Lytte til lydfilerne
- Indspille din egen stemme
- Hjælp – jeg har ingen mikrofon
- Hjælp – min computer har ingen mikrofonindgang!
- Gemme en lydfil i mp3-format
- Indspille computerlyd med Stereomix
- Redigering af lydfiler
- Finde lyde og lydeffekter
- De mest almindelige fejl
Hente Audacity
Audacity hentes fra programmets egen hjemmeside, http://web.audacityteam.org. Det fungerer med alle styresystemer.
Når du har downloadet filen, genfinder du den i dine “Overførsler”. Du installerer ved at dobbeltklikke på filen. Muligvis skal du dog højreklikke på den og vælge “Kør som administrator”.
Audacity er et open source-program. Dvs. at mange mennesker har arbejdet hårdt for at vi kan få dette udmærkede og gratis program. Bl.a. derfor er denne hjemmeside gratis at bruge.
Skærmbilledet i Audacity
Vigtig tilpasning af Audacity
Når Audacity er blevet installeret, skal du åbne programmet.
Når programmet er åbnet, er der en vigtig indstilling du skal tjekke er i orden:
Klik på Rediger -> Indstillinger. Klik her på Optagelse. Tjek derefter at der er sat en markering ved “Optag på nyt spor”. Dette betyder at du nu kan optage et nyt lydspor samtidig med at et ældre spor kører. På den måde kan du senere sammenligne din egen indtaling med modelstemmens.
Åbne en lydfil
For at åbne en lydfil fra UdtaleNu skal du først have gemt den på din egen computer. Det gør du ved at højreklikke på filens navn og så vælge Gem som (eller hvad din browser nu kalder det). Gem filen et sted du kan finde den igen.
Åbn derefter Audacity og vælg Åbn med Ctrl O. Find filen og åbn den.
Åbne andre lydfiler: Audacity kan åbne eller importere de fleste standard-formater, men dog ikke direkte lyd fra en cd. Det skyldes at folkene bag Audacity frygter denne funktion kan blive misbrugt. Hvis du gerne vil konvertere cd-musikfiler til mp3, findes der andre metoder. Bl.a. kan du gøre det med Windows Media Player.
Hvis din lydfil opfører sig underligt efter du har åbnet den, kan du forsøge at importere filen i stedet for at åbne den direkte.
Lytte til lydfilerne
Det er bedst at høre lydfilerne med et headset for at få lydene så tydelige som muligt. De behøver ikke koste ret meget – men køb et med mikrofon! Køb det også gerne som usb-headset, men de kan dog være dyre.
Indspille din egen stemme
Du indspiller din egen stemme ved at klikke på den røde indspilningsknap (og stopper ved at klikke på stopknappen). Du kan også trykke på R-tasten (og S-tasten for at stoppe).
Hjælp – jeg har ingen mikrofon
De fleste bærbare computere har en indbygget mikrofon. Den fungerer desværre ikke så godt til udtaleøvelser, da stemmen nemt får en fjern klang. Du er derfor nødt til at købe et headset med indbygget mikrofon. De behøver ikke være dyre. Jeg har haft udmærkede resultater med et headset til 50 kroner.
Hjælp – min computer har ingen mikrofonindgang!
Mange nyere computere har ingen mikrofonindgang, kun højttaler-udgang. Hvis ikke du vil nøjes med den indbyggede mikrofon (og den fungerer faktisk ikke godt til udtale-øvelser), og ikke vil investere i et usb-headset, må du skaffe dig et eksternt usb-lydkort. Dvs. en ekstra dingenot, som indeholder både mikrofon-indgang og højttaler-udgang, og som sættes i et usb-stik.
Eksterne lydkort koster nogle hundrede kroner afhængigt af kvalitet.
Gemme en lydfil i mp3-format
Audacity gemmer som standard i Audacitys eget format, .aup. Dvs. at der gemmes én fil som .aup-fil suppleret med en mappe med datafiler. Begge dele er nødvendige for at åbne lydfilen igen og den kan kun afspilles med Audacity.
Audacity kan derudover eksportere som wave-fil, der kan afspilles af alle computere. Det giver dog store lydfiler.
Det har tidligere været besværligt at eksportere til mp3, da denne var en beskyttet teknologi. Men nu er disse rettigheder udløbet, og Audacity kan derfor eksportere til mp3 uden problemer.
Indspille computerlyd med Stereomix
Her er to metoder: Enten får du aktiveret dit lydkorts “stereomix” eller også anvender du et lydkabel med mini jack-stik i begge ender, således at du kan føre lyden fra computerens højttalerudgang tilbage til dens mikrofonindgang – dvs. via et eksternt lydkort, da de færreste computer har mikrofonindgang nutildags.
Stereomix
Det er ikke alle computere, der har denne mulighed. Men hvis de har, gør du følgende:
Du aktiverer stereomix ved at højreklikke på højttalerikonet nederst til højre på din skærm og her vælge “Åbn indstillinger for lyd”. I næste vindue klikker du på “kontrolpanel til lyd, som vist i illustrationen nedenfor. Det åbner en ny dialogboks. Her klikker du på fanen “Optagelse”, højreklikker et tilfældigt sted og markerer i “Vis deaktiverede enheder”. Igen vist i illustrationen nedenfor.
Når “stereomix” er aktiveret, kan du vælge det som lydindgang i Audacity. Og så kan du optage computerens interne lyd direkte. Du skal dog sikre dig at du ikke har et bluetooth headset eller tilsvarende tilknyttet, for det kan stereomix ikke finde ud af.
På mange Mac-computere kan det også lade sig gøre, men her har jeg ingen erfaring.
Redigering af lydfiler
Fjerne del af lydoptagelse:
Markér det ønskede, fjern det med Ctrl X.
Kopiere del af lydoptagelse:
Markér det ønskede, kopier det med Ctrl C, klik dér hvor markeringen skal indsættes og sæt ind med Ctrl V.
Tilsætte effekt:
Markér lyden eller en del af lyden, vælg Effekter. Gode effekter er fx:
- Normalisering: god til at skabe samme lydniveau ved forskellige lydfiler.
- Forstærk: Her kan en for lav lyd gøres kraftigere. Meget nyttig.
- Juster hastighed: Ændrer lydens hastighed og toneleje
- Juster tempo: Ændrer kun lydens toneleje, ikke hastighed.
- Skift tempo: Ændrer kun lydens hastighed, ikke toneleje. Rigtig god hvis man fx vil aflure detaljerne i et stykke musik.
- Støjfjerning: God til at fjerne baggrundsstøj, f.eks. knitren fra en pladespiller.
Arbejde med flere lydspor:
Audacity åbner altid med ét lydspor. Et nyt åbner automatisk, når du klikker på “Optag”, men du kan også selv oprette sporene ved at klikke på “Spor” og så vælge “Lydspor”, som illustrationen viser.
Det er smartest at færdiggøre rediggøringen af hvert lydspor i hver sit Audacity-vindue, hvorefter du opretter de nødvendige spor i et nyt Audacity-vindue, og derefter indsætter de forskellige lydspor (ved først at kopiere dem med Ctrl C, og dernæst indsætte dem med Ctrl V).
De forskellige lydspor kan tilpasses hinandens lydniveau med Forstærk-effekten.
Er de forskudte i tid, kan de synkroniseres med tidsforskydningsværktøjet.
Finde lyde og lydeffekter
Hjemmesiden FindSounds indeholder en god søgemaskine til at finde alle mulige lydeffekter med.
De mest almindelige fejl
- Den mest almindelige fejl er nok at klikke på pauseknappen og så glemme det. Alt andet fryser indtil pauseknappen frigøres.
- Nogle gange driller indstillingerne, hvis du har flere vinduer åbne. Gem hvad du skal, luk Audacity, åbn igen. Så burde tingene virke.
- Kontroller at din computer er opdateret, specielt hvad angår lydkortets drivere.
- Nogle gange kan det være for bøvlet at finde fejlen. Vær da kreativ – afspil fx med Media Player og optag med din telefon.
- Tilbage til top